tirsdag den 7. november 2017

Efterårssysler

efterårssysler lyng hvidløg

Det har været det dejligste solskinsvejr de sidste par dage, og dermed tid til de sidste efterårssysler. 

Det er jo ellers ikke meget det er blevet til i køkkenhaven i år, men i går var mindstearvingen med ude og sætte hvidløg. Hvidløgene de er nu i jorden, så dem har jeg ingen billeder af. Til gengæld står kristtjørnen smukt med de røde bær lige nu, så den blev der taget billeder af i stedet.
efterårssysler kristtorn kristtjørn hvidløg

lørdag den 14. oktober 2017

Æbletid og lækker hjemmelavet æblegrød

opskrift på æblegrød

Efterår er æbletid og det betyder også tid til lækker hjemmelavet æblegrød. 

Min datter er vild med æblegrød, så hun har været med ude at samle æbler og bagefter hjulpet mig med at klargøre æblerne.
æbler, æbler, æbler

Vi har vasket og skrællet så mange æbler, som vi kunne stoppe ned i en stor suppegryde.

Jeg plejer at dække bunden af gryden med vand, så æblerne ikke brænder på, men ellers består æblegrøden bare af æbler, æbler og atter æbler. Og så til sidst et stort drys vanilje (eller en vaniljestang) og et mindre drys kanel.

Så skal grøden bare op og koge. Når der er godt gang i gryden skruer jeg helt ned, så æblerne bare står og simrer indtil de er møre.

Når grøden er afkølet er den klar til brug. Velbekomme!

Tip 1: Ønsker du en helt glat mos, så giv æblerne en gang med stavblenderen når de er kogt møre.


Tip 2: Grøden er vild lækker til gammeldags æblekage!

fredag den 22. september 2017

Æbler, hindbær og brombær

elstar æbler

Efteråret er over os og nu er det tid til at høste æbler, hindbær og brombær i haven.

Min datter fik et Elstar æbletræ i dåbsgave, da hun blev døbt. Der er ikke så mange æbler på endnu, men dem der er nydes i fulde drag. Datteren er stolt at sit træ, og vi synes alle at Elstar er gode spiseæbler.

høsttid for efterårshindbær

Måske er der ikke så meget gang i æblehøsten endnu, men det er der til gengæld i hindbærhøsten. Her er både til gaden og til gården. Alle vores hindbær er efterårshindbær, og det er helt klart dem vi foretrækker da der ikke er orm i.

Lige nu er hindbærbuskene så massive, at vi næsten ikke kan nå ind og plukke de hindbær, der sidder i midten, så derfor vil vi have tyndet ud i buskene til næste sæson. Jeg overvejer at plante nogle af dem, der hvor vi regner med at vi skal have hønsegård til foråret.

høsttid for tornfri brombær

Også brombærene er der godt gang i. Som det ses på billedet, modner brombærene meget forskudt, så vi kunne plukke hver dag hvis vi orkede... Der står to kæmpe buske med tornfri brombær i den gamle bærhave og det er vi egentlig ganske godt tilfreds med. Vi har ikke haft brombær før, så vi skal lige finde ud af hvad de kan bruges til, men indtil videre har vi bare spist dem vi har plukket, eller smidt i fryseren.

lørdag den 2. september 2017

Lækre efterårsbær fra haven

Vi hilser efteråret velkommen med lækre bær fra haven. 

efterårsbær i solen

Selvom kalenderen nu siger efterår, har vi i dag haft det bedste solskinsvejr længe. Herhjemme har vi været ude hele dagen, for det er jo ikke til at vide hvornår det igen bliver vejr til det. Manden har klippet græs og børnene har været i køkkenhaven og plukket hindbær, brombær og blårbær. De lækre efterårsbær blev nydt som en snack i solen.

efterårsbær fra haven

Der kommer MANGE hindbær og brombær endnu, så jeg er gået i tænkeboks for at finde ud af hvad vi skal bruge dem alle sammen til. Jeg tænker vi skal lave noget marmelade, men ellers har jeg ikke nogle planer endnu...

fredag den 1. september 2017

Palmekålschips - En lækker grøn snack!

Super sunde palmekålschips

Palmekålschips tænker du måske? Skulle det nu være smart? Det ved jeg ikke om det er, men det er i hvert fald rimelig nemt og lækkert. Og så gør det jo heller ikke noget at det er lidt til den sunde side, vel?


Palmekål er en genial afgrøde, da den kan høstes over en laaaang periode. Palmekål skulle ligesom almindelig grønkål nemlig kunne tåle en del frost.

Jeg har desværre ikke selv de flotte kål i min have i år, men planlægger at så et hold til haven til næste år. Til gengæld har jeg fået en stor potion palmekål med fra min søsters køkkenhave sidst jeg besøgte hende. Og det er den portion der er blevet til disse lækre palmekålschips.

Jeg brugte:
Palmekål
Olivenolie
Salt
Cayennepeber

Jeg brugte en ret stor portion palmekål. Måske 20 blade? Palmekålene skylles og duppes tørre igen, for herefter at blive skåret i mindre stykker. Skær "stilken", der går hele vejen op igennem bladet, fra. Det gjorde jeg nemlig ikke ved mine, og det kan ikke anbefales at lade den blive på...

Palmekålsstykkerne vendes i en smule olivenolie og fordeles på en bageplade, så de ligger i et lag. Herefter drysses med salt og andre krydderier efter smag og behag. Jeg dryssede cayennepeber på halvdelen af mine. Det var vildt lækkert!

Palmekålschipsene bages ca. 20 minutter ved 150 grader varmluft.
Hold øje med hvornår de bliver sprøde.